HISTORIEN BAG ACT FOR LIFE

HISTORIEN BAG
ACT FOR LIFE

Foto af Nanna Vedel-Hertz

Act for Life er en NGO, der blev grundlagt d. 20. januar 2021. NGOen er grundlagt med især to formål: 

– At forbedre forholdene for mennesker på flugt der opholder sig ved EU’s grænser.

– At skabe en bevægelse i civilsamfundet der kæmper for en værdig behandling af vores medmennesker på flugt. 

Frøene til Act for Life blev sået, da NGO’ens stifter og formand Mette Nielsen var på en rejse til det nordlige Grækenland, Thessaloniki i 2016 for at gøre en indsats for mennesker, der på baggrund af krig og forfølgelse er flygtet fra deres hjemland. I Thessaloniki oplevede Mette, hvordan mennesker på flugt lever under uhyggeligt dårlige vilkår indenfor EU’s grænser. I Thessaloniki mødte Mette de mest hjertevarme mennesker boende i tynde telte, med ganske begrænset adgang til mad og med mangel på skolegang til deres børn. 

Efterfølgende rejste Mette til Jordan og dernæst Lesbos med samme formål at yde humanitær hjælp og gøre en forskel for mennesker i nød.  

Særligt situationen på Lesbos satte sit aftryk, da forholdene her er yderst kritisable. Mette er derfor vendt tilbage til øen gentagne gange for at arbejde frivilligt igennem forskellige NGO’er. 

I sommeren 2020 arbejdede Mette intenst på at få Danmark til at tage imod 300 børn fra Lesbos i samarbejde med organisationen Mellemfolkeligt Samvirke, dokumentarist Michael Graversen og mange andre seje og vigtige mennesker. Det gjorde hun blandt andet ved at tage rundt til forskellige byer for at oplyse omkring situationen på Lesbos.  

I efteråret 2020 blev der for alvor sat fokus på situationen på Lesbos i de danske medier, da den frygtelige og omtalte Moria-lejr brændte på Lesbos. 

Derfor rejste Mette til Lesbos igen i oktober 2020 sammen med fotograf og journalist Nanna Vedel-Hertz. De indsamlede over 200.000 kroner til nødhjælp og formåede at sætte fokus på menneskers levevilkår på Lesbos. 

Efterfølgende var Mette med til at arrangere en stor demonstration, hvor mange af de fremmødte udtrykte et behov for at handle og gøre noget ved den horrible situation på Lesbos. Det skabte grundlaget for en ny frivilliggruppe, som den dag i dag er en del af Act for Life.