Obs: Vi har givet forældrene nye navne for at passe på dem.

Athen, januar 2023.

Aydin har en gul dunjakke på, beige bukser, han gemmer sig bag sin far, Hamid, som smiler stort. Jakken købte Act for Life til ham sidste gang Mette var i Athen, og Aydin har selv valgt den. Vi siger forsigtigt hej, men holder os på afstand af Aydin, så vi ikke virker farlige. Hamid tager Aydin op i armene. Han går ved siden af sin kone, Aydins mor, Delara. Sammen går vi mod supermarkedet.

Aydin er fire år og han, Hamid og Delara er fra Afghanistan. Mens vi går rundt i butikken og køber de mest nødvendige ting til familien, slapper Aydin mere og mere af. Han bærer stolt alle tingene for sin mor hen i kurven, selv de ting, som er næsten lige så store som ham selv. Når han mister en af sine forældre af syne, går han nervøst fra gang til gang i det lille supermarked og kalder stille på dem. Aydin sikrer sig at hele familien stadig er samlet. Og så går han tilbage for at bære varer.

Hamid, Aydin og Delara ankom til Athen i september 2022. De har gået hele vejen fra Afghanistan.

Hamid fortæller, hvordan de startede flugten i det nordlige Afghanistan, krydsede over grænsen til Pakistan, så Iran og så gennem Tyrkiet. I stedet for at sejle fra Tyrkiet til en ø som Lesbos, valgte de at gå, fordi de ikke havde råd til at betale en menneskesmugler for at sejle. Så de har krydset floden Evros, der adskiller Tyrkiet fra Grækenland. Fra Evros er de gået det sidste stykke til Athen.

Det er en rute på 6.943 km, hvis man bare tager den mest direkte kørerute på Google Maps. Når man også skal undgå visse grænseovergange, store byer, bjerge og andre forhindringer på vejen, som Aydin, Hamid og Delara skulle, så er ruten meget, meget længere.

Det har taget dem otte måneder og uanede mængder af vabler at gå alle disse kilometer, og Hamid har båret Aydin det meste af vejen. Da de endelig kom til Athen, sov familien først på gaden. Så fandt Hamid et tyndt telt til dem, som de flyttede ulovligt ind i en flygtningelejr med, men de havde ingen soveposer eller tæpper og ingen mad. Det var ulovligt, fordi de ikke var blevet registreret som beboere i lejren.

Problemet var, at de ikke kunne få lov at blive registreret, på trods af at Hamid spurgte hver evig eneste dag, om de måtte blive registreret og samtidig få en container at bo i, som de andre. Han fik at vide, at de skulle flytte ud. “Hvor vil de have jeg skal flytte hen?” ” Jeg har jo ingen penge” sagde han til Mette med tårer trillende ned af sine kinder. Han spurgte også flere gange i lejren, om de måtte få lov at søge asyl. Det måtte de heller ikke. Act for Life købte en masse tæpper, tøj og mad til dem. I dag bor familien i en container. 

Nanna har fået lov til at tage billeder af Hamid og Aydin imens vi købte ind til dem. De første par billeder er Aydin lidt nervøs for kameraet, men efter at have set sig selv på skærmen, bliver han mere modig. Han poserer. Smiler. Fanger kameraet med blikket og kigger selvsikkert ind i det. Da vi har betalt for varerne, går vi mod en restaurant. Mette og Hamid går sammen. Mette vil sikre sig, at vi har forstået det rigtigt, og at de nu har fået lov at starte deres asylproces. 

På vejen derned tager Aydin Nannas hånd. Han synger små sange for sig selv, fortæller Nanna ting på Farsi, som hun inderligt ville ønske, hun forstod. Kigger op på hende med et lille indforstået smil. Hun giver hans hånd et klem. Laver gadedrengehop.

På restauranten bestiller Delara mad til familien, og hun, Aydin og Nanna sætter sig ved et bord, mens Hamid og Mette går udenfor. Mette har ringet en af vores fantastiske tolke hjemme i Danmark op over telefonen, så hun og Hamid kan snakke sammen og få afklaret, om de har fået lov at søge asyl.

Mens Nanna sidder der og venter ved bordet sammen med Aydin og Delara bliver Aydins historier længere, mere udførlige. Han fortæller med hele kroppen, hænderne danser i luften. Af og til laver han lyde, som passer til. Alt i Nanna ærgrer sig over, at hun ikke har lært Farsi, for der er ingen tvivl om, at Aydins verden er magisk, og hun er uendeligt heldig at få lov til at blive lukket ind. Delara oversætter, så godt hun kan. Han siger, at Mette og Nanna nu er hans venner. Inviterer os med hjem til flygtningelejren for at sove i nat. Vi kan komme og bo med dem, siger han. Der er nogle af ordene, som han selv opfinder, siger Delara, men hun forstår det meste. Så fortæller han, hvordan vi allesammen kan tage til Schweiz. Delara, Hamid, Mette, Nanna og Aydin. Vi skal afsted i en helikopter. Aydin viser det med en flad hånd i luften, laver helikopter lyde. Den flyver højt, højt op. Og så lander den. I sikkerhed. I Schweiz.  

Forbindelsen er dårlig, så Hamid og Mette kommer ind igen. De sætter sig ved bordet og Hamid fortæller om flugten. Opremser landene de er gået igennem, forklarer hvor uendeligt lang turen var. Han viser billeder af Delaras fødder med massevis af vabler. Af familien der sidder i en skov, de holder pause under åben himmel med en gruppe andre mennesker. Det ser koldt ud. Gråt ud. Vådt. Da Nanna spørger om det var koldt, kan man se på hele Hamids krop at svaret er ja, næsten som om den stadig husker kulden. Han nikker. Familien er flygtet fra Taliban, som tog deres hus og bil og truede med at slå dem ihjel. Hamid arbejdede under krigen for USA, han kørte madbil og uddelte mad til soldaterne, og familien var derfor i stor fare i Afghanistan efter Taliban overtog magten.

Der er hul igennem til tolken igen. De har fået lov at søge asyl. Det er også en af grundene til at Hamid er meget mere rolig denne gang. Første gang Mette mødte familien, var Hamid på vagt, han kiggede hele tiden rundt. Var bange, usikker. Det var politiet, han frygtede. At de skulle anholde ham, fordi han ikke havde nogen opholdstilladelse og heller ikke var i asylproces. Det ville betyde, at han skulle efterlade Delara og Aydin. Da Mette første gang mødte dem, fik de ikke noget mad og levede af brød, som deres naboer i flygtningelejren gav til dem. Hamid og Delara lod ofte være med at spise, så de var sikre på, at Aydin kunne få mad. Hamid prøvede hver dag at stille sig bagerst i madkøen i lejren, men fik sjældent noget. Han har vist Mette et billede af sig selv fra Afghanistan, og Mette kan slet ikke genkende ham, så meget har han tabt sig.

Aydin sidder stille overfor Nanna ved bordet, mens Hamid fortæller. Aydin kigger lidt på sin far. Så på sin mor. Så på Nanna og Mette. Han smiler. Kigger op i loftet, hvor der er malet stjerner med blåt. Der er lys i dem. Han snakker med sin mor. Det ligner endnu en historie. Delara kigger på ham med stolthed, ømhed, så meget kærlighed, at det ligner, hun flyder over med det. Det samme gør Hamid i øjeblikkene, hvor Mette snakker med tolken på dansk.

Det er svært ikke at forestille sig, hvordan den lille familie har siddet i de kolde skove og har fortalt historier. At Delara og Hamid sammen har opmuntret Aydin til at blive ved med at lade fantasien løbe frit og historierne flyde. På den måde var hans tanker i det mindste andre steder, end der var i de kolde skove i Pakistan, Iran, Tyrkiet og Grækenland.

Der er så meget varme i den lille familie, selv efter de mange måneder på flugt. Man kan mærke varmen selvom man ikke er en del af familien. Det er tydeligt, at Hamid holder inderligt af Delara. At Delara holder inderligt af ham. De små smil og blikke de sender hinanden er så fulde af kærlighed.

En måned efter Mette og Nanna er kommet hjem, skriver Hamid til Mette på WhatsApp. Det er februar. De har ikke spist i to dage. Der er faldet sne i Athen og i flygtningelejren, så de har fået en besked om, at madbussen ikke kommer. De fryser og er sultne. Heldigvis er der nogle af deres søde naboer fra et afrikansk land, som har givet dem mad i går, skriver Hamid. Men han er bange for, hvornår der igen vil være mad. Heldigvis rejser Mette om få dage igen mod Athen, og hun aftaler med Hamid, at de kan mødes, så hun kan købe noget mad til dem og sikre at de alle tre kan få noget at spise.