På billedet ses Hana og Mohamed og to af deres fire døtre, Halima og Faiza (red. navne). Familien er fra Irak og kom til Grækenland for fire år siden. De bor nu i Athen. Mohamed fik asyl lige efter de ankom, mens Hana fik asyl for fire måneder siden. Deres fire døtre har også asyl.
Da vi mødte familien i maj fortalte de os, at de ikke havde spist grøntsager i to måneder. Da Hana fik asyl, hvilket i sig selv burde være en lykkelig ting, stoppede det meste af den hjælp, som familien fik af staten nemlig, og køleskabet har stået så godt som tomt siden da.
Når man har fået asyl i Grækenland får man ikke hjælp fra staten og man må altså klare sig selv, og sørge for selv at skaffe mad, tag over hovedet, medicin og alt andet, man har brug for, for at overleve.
Men for mange er det så godt som umuligt at få job, og folk ender derfor med både at sulte og bo på gaden, fordi de ikke har andre muligheder.
Deres situation er desværre langt fra enestående. Men den er exceptionel fordi tre ud af deres fire døtre har handicaps, der gør, at de har brug for konstant hjælp. Amira på 14 har haft en blodprop i hjernen, Halima på 21 sidder i kørestol og Faiza på 20 er blind. Både Halima og Faiza har også psykiske handicaps og kan ikke spise uden hjælp, de bruger også begge ble, som ofte skal skiftes.
Hana og Mohamed har begge haft blodpropper. Hana i armen og Mohamed i benet. Det er de stadig mærket af fysisk.
Ahlam (red. navn) på 18, til venstre er den eneste i familien, der er fysisk rask og hjælper til så godt, hun overhovedet kan. Hun går ikke i skole.
Selvom både Hana, Ahlam og Mohamed gerne vil finde arbejde i Athen, så de kan forsørge familien, er det næsten umuligt, både fordi de ikke har modtaget undervisning i hverken græsk eller engelsk. Men også fordi de Halima, Faiza og Amina har brug for konstant hjælp.
Lige meget hvor meget og hvor kærligt Hana, Ahlam og Mohamed tager sig af Amira, Halima og Faiza, så er det ikke nok.
De tre piger har brug for mere hjælp. Udstyr, som vi i Danmark helt naturligt ville få. Hjælpepersonale. Derfor bærer lejligheden også præg af, at plejeopgaven er alt for stor til, at Hana, Ahlam og Mohamed sammen kan varetage den.
Lejligheden er næsten umøbleret og familien sover på madrasser på gulvet. Da Halima og Faiza oftest ikke har nok bleer og de ikke kan gå på toilettet selv bliver lejligheden hurtigt meget beskidt.
Lige så gerne som vi hjalp denne her familie med helt basale ting som mad og tøj, så tror vi også inderligt på, at der skal mere til. At vi skal bruge deres historie, præcis som de bad os om, til at skabe opmærksomhed omkring, hvad vi i EU gør ved mennesker.
For det her. Det er OGSÅ det, vi gør ved mennesker med vores asylsystem i EU.
Ikke nok med, at vi ødelægger dem på flugten. At mange faktisk slet ikke overlever flugten.
Ikke nok med, at vi har skabt en asylproces, som langsomt dræber mennesker, mens de venter i flygtningelejre.
Men når de så faktisk har fået asyl, når de har fået bevis og bekræftelse på, at de har ret til beskyttelse, så efterlader vi dem også i fuldstændigt uværdige, umenneskelige, uretfærdige situationer uden nogen form for støtte eller nogen måde hvorpå, de kan klare sig. Det kan og må vi ændre. På et politisk plan.
Din og min stemme betyder mere, end vi aner. Især for en familie som denne her. Hana og Mohamed, Amira, Halima, Faiza og Ahlam. For dem betyder det hele verden, at vi fortæller verden om dem, så de ikke bare skal lide i stilhed.
Derfor håber vi at du vil dele deres historie: