TW: Voldtægt

Zain ligger i hospitalssengen, mens hans mor, Jalila (red. navn), sidder på en stol ved siden af ham og lukker øjnene. Det er et sjældent stille øjeblikke. Zains krop er plaget af kramper næsten hele tiden, og han græder meget. Hver krampe giver ham store smerter. Zain har været indlagt i flere dage nu, og hospitalet bliver ved med at love, at Zain nok snart skal få den behandling, han har brug for, ‘i morgen’ siger de, men i morgen bliver aldrig til noget.

Zain på seks år er fra Irak. Han har en hjerneskade og lider af epilepsi og så er hans bækken brækket. Han er ikke i stand til at tygge selv, og har store problemer med at synke. Det er to uger siden, han har fået mad i maven. Det eneste hospitalet indtil videre har givet ham er et drop med glukose og saltvand. Da Jalila var gravid med ham i ottende måned, blev hun kidnappet, voldtaget og tæsket. Det voldsomme overfald resulterede i, at Zain blev født hjerneskadet. Efter overfaldet blev familien nødt til at flygte fra Irak til Grækenland, hvor de befinder sig nu.

Det er her Act for Life møder dem, i Athen. De bor uregistreret i en flygtningelejr, de har været i Grækenland i fire år og har forsøgt at søge asyl, men har fået fire afslag. Zain har to yngre søskende, Fatima og Alee. Desværre er faren ikke i stand til at varetage sin opgave som forældre, han kommer og går og er åbenlyst Jalila utro. Når han er hos dem, tæsker han både Jalila, Fatima, Alee og Zain. Jalila har derfor forladt faren og er nu alene med de tre børn.

Som afviste asylansøgere har de ingen rettigheder i Grækenland. Jalila er gået fra organisation til organisation med Zain i armene for at få hjælp, men de er blevet afvist af hver og en. Udover den hjælp Zain har brug for på grund af hjerneskaden, er medicinen mod hans epilepsi livsnødvendig, og den får han ikke lige nu.

Heldigvis hører Jalila gennem andre i flygtningelejren om Act for Life og sender den 16. juni 2022 en besked til Mette på WhatsApp: ‘Hello dear, I need help, I am once alone with three young children, the oldest one is five years old but he is disabled from critical case. I need help. Please.’ Jalila sender også to billeder. Et af Zain, som ligger på gulvet, og et af Alee og Fatima der begge to smiler med solen i ansigtet. 

Mette har været i Athen siden den 22 maj. Hun svarer Jalila med det samme, og de aftaler at mødes samme aften. Der går ikke mere end et par minutter, fra Mette har mødt Jalila til, at det bliver tydeligt, at det her en af de familier, som har brug for hjælp – nu. Næste dag mødes Jalila og Mette igen for at tage på hospitalet med Zain. Han bliver indlagt samme dag.

Det stille øjeblik er ovre. Zains krop går igen i krampe og Jalila åbner øjnene med det samme. Kramperne er enormt hårde for hans krop og kommer ofte. Mette har løbende kontakt med en dansk læge, Claus, og gennem facetime kan Claus se, hvordan Zain kramper. Han vurderer, at Zain straks skal have behandling mod kramperne, at det er livsfarligt for den lille dreng, hvis ikke han snart får den rigtige medicin. Mette og Jalila prøver desperat at videreformidle beskeden til lægerne på hospitalet, men der sker ikke noget.

Det er ved at blive sent, og Mette tager fra hospitalet, hun lover Jalila, at hun ligesom de sidste mange dage vil komme tilbage på hospitalet i morgen. Zains hjerneskade betyder, at han ikke kan tale, men han forstår alt, hvad man siger til ham. Mette giver hans hånd et klem, hans pande et kys, og hvisker til ham, at hun kommer tilbage i morgen.

På vejen hjem laver hun endnu en opdatering på Act for Lifes sociale medier om Zains historie. Folk følger tæt med derhjemme, og det er tydeligt, at mange føler det samme som Mette: Frustrations og fortvivlelse. Der er også et spørgsmål, som er tilbagevendende: Hvorfor kan (og vil) vi i EU ikke give denne her familie den hjælp, de sådan har brug for? 

Mette skriver breve til politikerne og forsøger at appellere til de internationale og lokale flygtninge organisationer, men det er svært at komme igennem.

På grund af Covid-19, må Zains yngre søskende, Fatima og Alee, desværre ikke være på hospitalet. Det gør utroligt ondt på Jalila at skulle tage valget mellem at passe på to af sine børn i flygtningelejren eller at være på hospitalet og passe på og kæmpe for sit ældste barn. Heldigvis har hun en god veninde, som passer Alee og Fatima i flygtningelejren, og de bruger meget tid på at facetime. Det påvirker både Jalila og de to små dybt at være adskilt, så Mette gør alt hvad hun kan for at gøre det hele så let som muligt. Hun forsøger at trøste og give håb. At få lægerne til at hjælpe. Hver dag kommer hun med mad til Jalila, som er udmattet efter at have kæmpet for sine børns velbefindende så længe.

Det er femte dag, og det lille hospital værelse er efterhånden velkendt, Mette har diskuteret med lægerne på hospitalet igen og igen sammen med Jalila. ‘Tror du at vi ønsker at sulte barnet?’ spørger en læge pludselig Mette. ‘Jeg ved snart ikke hvad jeg skal tro, siden I endnu ikke har givet ham en sonde.’ måtte Mette svare. Jalila og Mette er ved at have nået grænsen. Heldigvis får de fat i organisationen Goodwill Caravan, som sender en arabisktalende læge til hospitalet med det samme. Endelig er der hul igennem, og lægerne på hospitalet giver hånd på, at de i morgen vil give Zain en sonde.

Næste dag sker det endelig. Zain får en sonde! Dagen efter får han mad gennem sonden – efter tre uger uden mad. Samtidig starter lægerne ham op på medicin mod kramperne.

Endelig er der lidt lys, og Mette inviterer Jalila, Fatima og Alee med ud for at få burgere og drikke cola. Det er første gang Mette møder Fatima og Alee. De griner og nyder solen, og tillader for en kort stund sig selv at lægge bekymringerne på hylden. Fatima holder godt fast i Mettes hånd hele dagen. Desværre har de også fået stjålet noget af det tøj, som Act for Life har købt til dem, og de får derfor nyt tøj og lidt legetøj til Fatima, Alee og Zain. Fatima og Alee slipper ikke legetøjet af syne. De kigger igen og igen i posen, for at sikre sig at det stadig er der. Da dagen er ved at være omme, rækker Fatima armene op mod Mette, som tager hende op. Fatima falder i søvn i Mettes arme.

Som afviste asylansøgere har familien ikke ret til lægehjælp eller økonomisk støtte. Zains indlæggelse er kun mulig, fordi hans tilstand er så akut. Det er en stor bekymring, hvordan Jalila skal kunne betale for Zains medicin, når han bliver udskrevet, og hvad der vil ske, når han kommer tilbage i flygtningelejren. For at gøre den barske situation bare en lille smule bedre, beslutter Act for Life at købe en speciallavet kørestol til Zain, så han kan sidde op ordentligt. Kørestolen koster 22.272,33 DKK, og der kommer en mand ud på hospitalet for at tage mål af Zain. Målene bliver sendt af sted til Italien, hvor kørestolen bliver produceret. Samtidig undersøger Mette, om Act for Life kan hjælpe med at finde et andet sted, familien kan bo. 

Der går yderligere et par dage før medicinen har en rigtig effekt på Zain. Efter 11 dages indlæggelse er Zain endelig uden konstante kramper. At holde Zain i sine arme uden at mærke hans lille krop krampe giver Jalila mere energi. Hun er både lettet og dybt taknemmelig. Samtidig kommer familien i kontakt med en advokat fra GoodWill Caravan, og sammen planlægger de, hvordan familien skal søge asyl igen.

Gennem de mange timer, som Mette og Jalila bruger sammen på hospitalet, opbygger de et særligt bånd. Jalila åbner langsomt op om detaljerne i deres liv. Hun fortæller, hvordan børnenes far plejede at slå hende hver gang hun gik ud, hver gang hun sagde noget forkert, gjorde noget forkert. “Det er ikke et liv. Jeg vil danse. Jeg vil lære sprog. Jeg vil leve!” udbryder hun, mens hun og Mette kigger hinanden i øjnene. “Det skal du også! Du skal leve med al din kraft!” svarer Mette. Familien har været i Grækenland i fire år og har fået fire afslag på asyl. Det har været fire år uden den hjælp, som Zain har brug for. Jalila har spurgt efter hjælp igen og igen, men ikke fået nogen. Ofte har det taget hende timer at made Zain.

Egentlig skulle Mette være rejst hjem for flere dage siden, men hun har forlænget sin rejse. Hun kunne ikke forlade Zain, Jalila, Alee og Fatima før der var mere håb, før hun vidste, at de ville få hjælp.

Dagen efter får de at vide, at familiens asylsag er blevet genoptaget, og at en advokat fra GoodWill Caravan vil bistå dem.

Mette flyver hjem, men hun holder den regelmæssige kontakt med Jalila. De facetimer ofte, og hver gang de snakker sammen sørger Fatima, Zains lillesøster, for at tilberede et fantastisk måltid til Mette med den legetøjsmad, som Act for Life har købt til hende.

Zain får sin kørestol et par dage efter, Mette er kommet hjem. Hun får billeder af ham i den. Med den kan han sidde ordentligt oprejst – fx når han skal have mad. Kørestolen kan også justeres i takt med, at han vokser. Alle er dybt begejstret. Zain er stadig indlagt, men i bedring. Og familien er flyttet til en anden flygtningelejr, hvor faren ikke er. 

En dag i august skriver Jalila bekymret til Mette. Sprøjten til Zains sondemad er ved at knække, og Jalila har fået besked om, at hun selv skal skaffe en ny, men den er ikke til at finde hverken på hospitalerne eller på apotekerne i Athen. Mette går med det samme i gang med at lede i Danmark. Cykler rundt til diverse apoteker som ikke har nogen sprøjter og får derefter ideen at ringe til Rigshospitalet for at spørge, om de kan hjælpe. Rigshospitalet vil gerne hjælpe og Mette cykler derhen. Den rigtige slags sprøjte bliver fundet på Rigshospitalets børne- og ernæringsafdeling. Det er nogle fantastiske og hjælpsomme sygeplejersker, som gerne vil hjælpe og donere sprøjter og sonder til Zain. Mette får sendt det hele afsted til Zain i Athen.

Jalila kommer gående, foran sig skubber hun Zain i den fine kørestol. Det er september og Mette er tilbage i Athen. Jalila smiler bredt, og det er tydeligt at se at Zain har taget på. Jalila fortæller, hvordan Zain nu får gratis mælk fra hospitalet og gratis medicin af IOM (International Organization for Migration). Mens Mette og Jalila snakker leger Fatima og Alee omkring dem, de inkluderer også Zain i legen, og pludselig kan man høre Zain bryde ud i et grin. Det er et fantastisk syn. Ikke nok med, at Zain er fri af kramper, og at han nu kan komme med familien ud og gå tur. Han har det så godt, at han kan grine sammen med sine yngre søskende. Det er dybt rørende, at se den udvikling.

Sammen går Mette, Jalila, Fatima, Alee og Zain ind i det lille lokale supermarked for at købe mad til familien. Mens de andre går rundt i butikken, står Mette ved Zain i kørestolen, og lige så stille falder han i søvn. Han ser rolig, afslappet og tilpas ud. 

I december sidder Mette og Nanna på kontoret, det er en kold dag, men solen skinner. Pludselig facetimer Jalila Mette. Det var Fatimas fødselsdag i går og Mette ønsker hende tillykke med fødselsdagen. Efter lidt tid nævner Jalila, at der er sket noget godt i deres sag. De skal til Italien. De har fået asyl der. Det er overvældende. Fantastisk. En kæmpe lettelse at vide, at den lille familie ikke længere skal sidde i en flygtningelejr i Athen. At de skal i sikkerhed, og at Jalila forhåbentlig vil få den hjælp, som hun har brug for, for at kunne give Zain, Alee og Fatima det bedst mulige liv. 

Al den hjælp og støtte, som Act for Life kunne give Zain og resten af hans familie, var takket være Act for Life’s støtter. Uden den økonomiske støtte, havde Mette ikke kunne være i Athen, og hun havde ikke kunnet købe den gode kørestol til Zain. 

Det er et fantastisk billede på, hvor meget vi kan, når vi står sammen.

´Heldigvis er det en stærk lille familie og sammen med os, er de endnu stærkere´