Skip to content

Chios

Den græske ø Chios er en frygtelig perle. 

Tekst og foto af Frederik Scheuer
Frivillig i Act for Life

På den græske ø Chios, er 4000 mennesker anbragt under urimelige forhold i flygtningelejren ’Camp Vial’. Dem, det drejer sig om, er mennesker, som er flygtet fra krig og undertrykkelse, eller som er blevet udvist fra deres hjemland. 

Camp Vial er placeret tæt på græske farme 8 – 9 kilometer væk fra havnebyen, Chios. I byen Chios er der mulighed for indkøb, læge- og advokat hjælp. Det er en lang og udmattende vej i et kuperet terræn. Mennesker venter måneder eller år på at få svar på deres asylansøgning. 

Det skiftende klima på Chios er drænende for flygtningene, der lever i ’Camp Vial’. Om vinteren opstår der små vandfloder i lejren, og det bliver frysende koldt, da vinden blæser kraftigt i alle hjørner. Camp Vial er inddelt i sektioner. Der er en stor informationsbygning, og rundt om den, er der placeret camping telte og trætelte, men på grund af overkapacitet har flygtningene været nødsaget til selv at udvide, og bygge egne telte på de græske marker. Der lugter fælt. Rotter og andet kryb vrimler rundt blandt overfyldte affaldscontainere. 

Midt i en global corona-pandemi taler vi om en lejr, hvor muddervand strømmer ind i telte uden isolering. Det er forfærdelige leveforhold, og manglen på hygiejne, lægehjælp og mad er ekstrem. Der lever mellem 800-1000 børn på Chios. En tilværelse der ifølge lægefaglige eksperter er stressfremkaldende, og kan udvikle psykiske lidelser. Badefaciliteter og toiletter er minimale. Mennesker er nødt til at bade i en sø lidt væk fra flygtningelejren. Flere mennesker har sår, rifter eller lignende på deres krop, som ikke bliver undersøgt, hvilket hurtigt kan give alvorlige infektioner. Hjælpen er begrænset. Det handler om at overleve. 

Corona håndteringen i flygtningelejren ’Camp Vial’ er katastrofal. Mennesker står i dagslange køer og venter på, at få tilladelse til at gå ud af lejren for at købe nødvendige forsyninger. 

Desuden har de græske myndigheder brudt alle former for menneskerettigheder ved at isolere, corona og symptomramte mennesker i samme små rum. Et smitte-kammer for udsatte mennesker, der først er blevet overfaldet i flygtningelejren af politiet og transporteret til små overfyldte lagerhuse et stykke væk. En form for et corona-kammer, der i værste tilfælde kan koste en gruppe af mennesker livet. 

En flygtning har et navn. Et navn som bør behandles med værdighed. For på det mørke Chios, lyser der livspotentialer op, som er offer for en umenneskelig behandling.

Få mere information om Chios: 

https://solidaritet.dk/flygtninge-tvunget-i-umenneskelige-corona-kamre/
https://solidaritet.dk/det-langsommelige-asylsystem-kvaeler-mennesker/

Billeder fra Chios